Overskriften på lederen i Søfart for to uger siden – ”Hverdagen truer, og det er skidt nyt for søfarten”, kunne med lige så god ret have været – ”Tilbage til fremtiden”.
Følgende bragt som kommentar i ugeavisen Søfart
At der bliver faldende behov for transport i fremtiden, forudså mange forskere og kommentatorer allerede inden Corona krisen. At den grønne omstilling er en nødvendighed, har også været kendt, mindst ligeså længe som det seneste kontraheringsboom har varet. Men som under alle andre opture har rederierne- under seneste optur – helt uden hensynet til den grønne omstilling bestilt løs af fossil fremdreven tonnage, som i en hver ædruelig kalkule har en levetid på mindst 25 år. De forsvinder altså tidligst i 2050.
Ledelserne har som forkælede tumlinger revet ned af hylderne på skibsværfterne, uden hensyn til det, der burde være almen viden allerede på første år af en HTX. Man har bevidstløs skuet bagud og tænkt, at det går nok, for det har det jo altid gjort. Dårlige beslutninger er altid blevet kompenseret af villige politikere, og det gør de nok igen, synes tankegangen at være.
Mange i skibsfarten hylder købmandskabet, men der er altså ikke ret meget købmandskab i at rette blikket mod kølvandsstriben og ikke fremad, hvor de truende skyer har været synlige i flere år . Lidt større evne til analyse og lidt mere ydmyghed overfor, at det langt overvejende er markedet og ikke egne købmands evner på direktionsgangene der tæller, ville klæde branchen. Men, nu ligger man så som man har redt op – som en anden Jeppe i Baronens seng.
Lederen nævner det ikke, men når redaktøren skriver om nye rammevilkår, så er automatreaktionen hos Danske Rederier og ude hos de enkelte medlemmer- vi må have nogle flere af de bolsjer vi plejer at få. Skattefinansierede tilskud.
Lad rammevilkårene ramme
Hvis man har båret sig fornuftig ad, så er der lagt til side fra de boomende år til at stå imod fremtiden. Meget tyder desværre på, at det kun er en del af sandheden og det skyldes nok, at man er lullet ind i vanen med, at der altid kommer en redningskrans fra Christiansborg. Lad det være fortid.
Redaktøren beskæftiger sig alene med containerfarten, og hvis vi ser på Mærsk, er der efter at man har betalt store udbytter og opkøbt egne aktier for i alt omkring 160 milliarder kroner, stadigt enorme 160 milliarder kroner tilbage af de seneste 2 års rekord overskud. Det burde være nok til, at branchen nu må tage en kold tyrker.
For en gangs skyld kunne de ændrede rammevilkår være finansieret af branchen selv, ved at pålægge de osende uhyrer som nu og de kommende mange år bliver søsat en så tilstrækkelig stor afgift, at de der var forudseende nok til at bygge grønt kan konkurrerer på de berømte lige vilkår. Det ville klæde branchen i stedet for straks at råbe Ulven kommer og forvente statsstøtte
