Statsstøtte ordninger for rederierhvervet
De danske rederier har igennem over 100 år kæmpet for at reducere deres omkostninger. De har altid argumenteret for sådanne reduktioner med at de “arbejder i et hårdt internationalt erhverv” og at konkurrenterne har bedre (billigere) forhold. Argumentet har også altid været at hvis omkostninger og forholdene i Danmark ikke var konkurrencedygtige så ville man udflage skibene (dvs. flytte dem til billigere lande). De samme argumenter har rederierne i andre lande brugt så der har i mange år været en negativ spiral efter lavest muligt omkostningsniveau. Dette kan selvfølgelig også får en indflydelse på arbejds- og sikkerhedsforhold.
De to største statsstøtteordninger igennem tiderne er DIS og Tonnageskatteordningen som i det følgende vil blive beskrevet.
DIS (Dansk International Skibsregister)
Indtil 1988 var danske skibe registreret i det Danske Skibsregister men i 1988 blev DIS oprettet hvor handelsflåden kunne blive registreret. DIS betød, at der udbetales en nettoløn til den søfarende uden skattetræk med den konsekvens at rederierne sparer skatten og især danske søfarende ikke bliver så omkostningstunge for rederierne som de ellers ville være. Desuden gav det rederierne mulighed for at ansætte tredjelandes søfarende på lokale (ikke danske) og dermed internationale lønvilkår.
Ideen var at antallet af danske skibe ville stige og antallet af danske søfarende og ansatte i land med forbindelse til søfart ville stige eller i det mindste ikke falde. Desværre har dette ikke holdt. Antallet af skibe er faldet og antallet af danske søfarende og ansatte på land er også faldet. Til gengæld er antallet af udenlandske søfarende steget kraftigt. Men de skibe der nu er under DIS er større så den såkaldte bruttotonnage (lasteevne) er steget. Iflg SKAT er der i dag ca 6900 danske søfolk på DIS skibe. Ca 50% er servicepersonale på international færgeruter som på et senere tidspunkt også blev en del af DIS. Dvs. tax-free personale, serveringspersonale og disc-jockeys etc.
I § 10 i Lov om Dansk International Skibsregister bestemmes det at danske faglige organisationers overenskomster kun er gyldige for søfarende der har en bopæl i Danmark.
Det bestemmes ligeledes at danske rederier kan tegne overenskomster for udenlandske søfarende i udlandet.
Dermed afskærer loven danske faglige organisationer for at udøve deres lovlige virksomhed og udenlandske søfarende fra at blive omfattet af danske løn og arbejdsvilkår. Det gælder også for EU søfarende i strid med EU traktaten.
Bestemmelserne er i strid med ILO konventioner Danmark har tiltrådt.
Ingen andre erhverv har lovbestemte regler for overenskomsters indgåelse.
I Danmark er fagforeninger og arbejdsgiverforeninger frie og det strider mod den danske model at folketinget blander sig deres virke.
Konsekvensen har været at næsten alle danske søfarende i langfarten er udskiftet med udlændinge. Selv på færger mellem Danmark og en udenlandsk havn bruges i stor udstrækning udenlandske søfarende.
Sagen om Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) har verseret siden 1988, hvor LO (nu FH) og Sømændenes Forbund indbragte lovindgrebet som en klage for ILO’s ekspertkomite. Danmark har ved sit medlemskab overladt fortolkningsretten af ILO konventioner til Ekspertkomiteen .
I 1989 fik organisationerne medhold i, at lovens § 10 stk., 2 og 3, ikke er i overensstemmelse med ILO konventioner nr. 87, 98 og 111. Klagen i 1989 drejede sig om denne paragraf, og ILOs afgørelse har ikke beskæftiget sig med andre dele af DIS-loven.
Siden ILO-afgørelsen i 1989 og så sent som i 2021 har ILO årligt rapporteret til Arbejdskonferencen om DIS-sagen med opfordring til at Danmark ændrer DIS lovens § 10 og bringer den i overensstemmelse med ILO konventionerne.
