Statsstøtteordninger for rederierhvervet

De danske rederier har igennem over 100 år kæmpet for at reducere deres lønomkostninger. De har altid argumenteret for sådanne reduktioner med at de “arbejder i et hårdt internationalt erhverv” og at konkurrenterne har bedre (billigere) forhold. Argumentet har også altid været at hvis omkostninger og forholdene i Danmark ikke var konkurrencedygtige så ville man udflage skibene (dvs. flytte dem til billigere lande). De samme argumenter har rederierne i andre lande brugt, så der har i mange år været en negativ spiral efter lavest muligt omkostningsniveau. Dette får selvfølgelig også en negativ indflydelse på arbejds- og sikkerhedsforhold.

De to største statsstøtteordninger igennem tiderne er DIS og Tonnageskatteordningen som i det følgende vil blive beskrevet.

DIS  (Dansk International Skibsregister)

Indtil 1988 var danske skibe registreret i det Danske Skibsregister men i 1988 blev DIS oprettet hvor handelsflåden kunne blive registreret. DIS betød, at eksisterende overenskomster blev annulleret og at der fremover uden skattetræk udbetales nettoløn til den søfarende, med den konsekvens at rederierne beholder skatten og med et milliardtab for statskassen til følge. . Desuden gav det rederierne mulighed for at ansætte tredjelandes søfarende på deres hjemlands lønvilkår.

Ideen var angiveligt, at antallet af danske skibe ville stige og antallet af danske søfarende og ansatte i land med forbindelse til søfart ville stige eller i det mindste ikke falde. Det har ikke holdt. Antallet af skibe er faldet og antallet af danske søfarende og ansatte på land er også faldet. Til gengæld er antallet af udenlandske søfarende steget kraftigt. Iflg. SKAT er der i dag ca. 6900 danske søfolk på DIS-skibe. Ca. 50% er servicepersonale på internationale færgeruter som på et senere tidspunkt også blev en del af DIS. Dvs. taxfree personale, serveringspersonale og discjockeys etc.

I § 10 i Lov om Dansk International Skibsregister bestemmes det at danske faglige organisationers overenskomster kun er gyldige for søfarende der har en bopæl i Danmark. Det bestemmes ligeledes at danske rederier kan tegne overenskomster for udenlandske søfarende i udlandet.

Dermed afskærer loven danske faglige organisationer, fra at udøve deres lovlige virksomhed og udenlandske søfarende fra et frit valg af fagforening og at blive omfattet af danske løn og arbejdsvilkår. Det gælder også for EU søfarende i strid med EU-traktaten.

Bestemmelserne er i strid med ILO-konventioner Danmark har tiltrådt.

Ingen andre erhverv i Danmark har lovbestemte regler for overenskomsters rækkevidde og indgåelse. I Danmark er fagforeninger og arbejdsgiverforeninger virke frie og det strider mod den danske model at folketinget blander sig deri.

Konsekvensen har været at næsten alle danske søfarende i langfarten er udskiftet med udlændinge. Selv på færger mellem Danmark og en udenlandsk havn bruges i stor udstrækning udenlandske søfarende.

Sagen om Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) har verseret siden 1988, hvor LO (nu FH) og Sømændenes Forbund indbragte lovindgrebet som en klage for ILO’s ekspertkomite. Danmark har ved sit medlemskab overladt fortolkningsretten af ILO konventioner til Ekspertkomiteen .

I 1989 fik organisationerne medhold i, at lovens § 10 stk., 2 og 3, ikke er i overensstemmelse med ILO konventioner nr. 87, 98 og 111. Klagen i 1989 drejede sig om denne paragraf, og ILO’s afgørelse har ikke beskæftiget sig med andre dele af DIS-loven.

Siden ILO-afgørelsen i 1989 og så sent som i 2024 har ILO årligt rapporteret til Arbejdskonferencen om DIS-sagen med opfordring til at Danmark ændrer DIS lovens § 10 og bringer den i overensstemmelse med ILO konventionerne.

Også Europarådet har i mange år og senest i 2024 behandlet DIS lovens § 10 og konkluderet at denne strider mod de forpligtigelser Danmark har påtaget sig.