Rederimilliarderne ruller uden om statskassen

Politikkerne lader Rederimilliarderne rulle uden om statskassen

A.P. Møller offentliggør den 9. februar i år regnskabet for 2021. Koncernen forventer et overskud på omkring 150 milliarder kroner, før renter og skat. 

”Det bliver ikke skat, af den store indtjenings fra skibsfarten, som kommer til at gøre et synlig indhug i resultatet. Samlet set forventer vi”, siger Kurt Rye Damkjær fra Tænketanken Fair Maritim, ”at rederiet kommer til at betale mindre end 1 procent i skat af resultatet for skibsfarten. Et beløb der vel bedst kan beskrives som asocialt”. 

At det kan lade sig gøre at slippe så billigt, skyldes at rederierne er undtaget for at betale selskabsskat, og dermed bidrage til samfundet som andre virksomheder. I stedet for skat betales en tonnageskat, som dog ikke er skat, men som lidt forenklet sagt, er en vægtafgift på det enkelte skib- ejet eller lejet.

En så gigantisk fortjeneste ville under normale omstændigheder udløse en betydelig skattebetaling, der kunne være med til at styrke vores velfærdssamfund og løse de mange fælles opgaver samfundet har. 

Danske Rederier har presset politikerne til at acceptere at Danmark er et skattely for rederivirksomhed

Men danske rederier, for det gælder ikke kun for A.P. Møller, har med pres om udflagning fået politikere til at acceptere, at skat – det er noget andre betaler. Skal rederierne, mener de selv, betale skat – ja så vil de slet ikke forblive under dansk flag. 

Vismændene har påvist at rederierne slet ikke betyder så meget for samfundet som de selv og deres lobby organisation Danske Rederier fortæller os. Nationalbanken er tidligere kommet til samme resultat.

Rederiernes manglende skattebetalinger er voldsom særbehandling

Når man tænker på den nidkærhed og omhu politikerne udviser overfor, f.eks. arbejdsløse, bistandsklienter og sygemeldte medborgere, for at sikre at de ikke uretmæssigt får for meget i støtte, er det helt utroligt at opleve, at de samme politikere gladelig og med store smil, lader rederimilliarderne rulle uden om statskassen. 

Rederierne nyder godt af vores velfærdssamfund, men bidrager ikke

Uddannelse og sundhed, forsvar og forskning er blot nogle af de goder som rederierne nyder godt af, men ikke vil betale til, hvilket i bund og grund er en asocial indstilling. Dog med den forskel, at det er sat i system med politikkerne accept.

”Skattefrihed er statsstøtte og vi synes der bør være åbenhed herom” slutter Kurt Rye Damkjær fra Fair Maritim.” Vi er som borgere optaget af at vores fælles penge anvendes bedst muligt og det ikke skal være muligt ved lobbyisme og pres at opnå særbegunstigelser”

Previous
Previous

Udtalelse fra FH om DIS lovens paragraf 10

Next
Next

Endnu et rederi med milliardoverskud betaler meget lav skat