Vismænd i skarp kritik af Tonnageskat og DIS-lovgivningen

Det økonomiske Råds formandskab har netop udgivet rapporten ”Dansk Økonomi, forår 2022” som Søfart detaljeret har beskrevet som “et nyrestød på rederierne”. Det er lidt uklart om Søfart her hentyder til, at et slag i nyrerne kan være livsfarligt eller som i boksning, hvor et slag i nyrerne er ulovligt. Vismændene kritiser Tonnageskat og DIS-ordning. Begge ordninger som vismændene finder stærk kritisable. I det store hele gentager vismændene den kritik, som de første gang rejste af ordningerne i deres forårsrapport 2006, hvor de skrev;

’”I vores forårsrapport har vi set nærmere på denne problemstilling. Vi er kommet frem til, at støtten til rederier og deres ansatte i sin nuværende form ikke sikrer det, der er hovedformålet med erhvervspolitikken: At bidrage til høj værditilvækst i virksomhederne som fundament for fortsat velstand og velfærd. Og selv hvis rederierne vælger at flage ud fra Danmark som reaktion på ændrede skatteregler, behøver det samlet set ikke at få negative følger for landet ”.

Hvad er meningen og værdien af, at Danmark opretholder et erhverv hvor hverken virksomhederne eller de ansatte betaler skat?”  Det skylder Danske Rederier at svare på. 

Når Jacob K. Clasen fra Danske Rederier i Foreningens reaktion til 2022 vismandsrapporten argumenterer med, at Danske rederier eksporterede for 325 milliarder i 2021, så er der ingen som kender nettovirkningen heraf. 

Fairmaritim mener heller ikke, at Jacob K. Clasens forsøg på at gå ind i vismændenes argumentation om værdien af beskæftigelsen holder, alene af den grund at der er færre og færre Danske søfolk at rekruttere fra og fordi flere og flere tekniske organisationer, hvor ex. Søfarende traditionelt har været beskæftiget for øjeblikket forsvinder ud af Danmark med samme fart som Titanic tog vand ind. Jacob K. Clasen forsøger også at bringe klynge argumentet i spil, det holder bare ikke. Uhyre få af de job der er i den danske maritime branche bredt set, er afhængige af et dansk rederi erhverv. Stevedorerne i Aarhus havn vil være der og Karstensen vil bygge trawlere uanset om der er mange eller få skibe under dansk flag.

Kritikken af støtteordningerne til rederibranchen er ikke ny

Det hævdes fra flere sider, at kritikken af tonnageskat og DIS-ordning er ny, og at den fremsættes nu fordi en række rederier i de seneste år har præsenteret meget store overskud. Det er ikke korrekt, vismændene kritiserede ordningen i 2006 og uddybede kritikken i en kronik i Berlingske Tidende samme år, uden at det gjorde indtryk på de politiske beslutningstagere. Politikerne har gennem årene ladet sig afpresse af rederierne, som hver gang der tales om at ændre deres rammevilkår, truer med at så flytter de ud. En del af truslen er som regel, at Danmark vil gå glip af en meget stor valutaindtjening. Det argument slog en rapport fra Nationalbanken i 2010 en tyk pæl igennem, rapporten nåede frem til, at nettoindtjeningen var meget minimal, og ikke i nærheden af de enorme milliarder som Danske Rederier fortæller om. Nationalbankens rapport udtrykte ikke nogen kritik, konstaterede blot, men interessant nok er beregningen aldrig gentaget.

Ugebrevet Mandag Morgen kritiserede i en længere artikel allerede i 2010 de uigennemsigtige støtteordninger og skrev blandt andet;

”På trods af utallige opfordringer fra bl.a. de økonomiske vismænd foregår der ingen systematisk evaluering af, om den statslige erhvervsstøtte giver samfundsmæssig bonus. Det gælder især den såkaldte indirekte støtte, der via særregler på skatteområdet begunstiger bl.a. dagblade, taxavognmænd og rederierne. Derfor er det også̊ uklart, om de mange milliarder fremmer udviklingen af et moderne erhvervsliv eller blot medfører højere omkostninger og færre incitamenter til innovation og effektiviseringer.” 

Personkredsen bag Tænketanken Fair Maritim skrev i 2020 en kronik bragt i Berlingske Tidende, om det uholdbare i, at støtten til rederierhvervet er helt uden gennemsigtighed, at den har fået permanent karakter og at ingen reelt ved om den har opfyldt sit mål. Det er i vores optik ikke nok at opretholde en stor handelsflåde, der må være en større samfundsmæssig gevinst.

Hvad har vi som samfund ud af Tonnageskat og DIS-ordningen

Det korte svar er – det ved ingen. Et væsentligt argument for at vedtage DIS-ordningen var, at den skulle fremme dansk beskæftigelse. I ordningens barndom udgav Søfartsstyrelsen statistikker, hvor offentligheden kunne følge udviklingen. Efterhånden som den danske beskæftigelse faldt blev statistikkerne mere og mere uigennemsigtige, sådan at de i dag ikke kan bruges til at sige noget ædrueligt om udviklingen, udover at den er gået den vej hønsene skraber. 

Tænketanken Fair Maritim har længe argumenteret for, at der bør foretages en gennemgribende analyse af, hvad der kommer ud af støtten til erhvervet, og hvad den reelt koster samfundet.  

Nej- de søfarende er ikke skattefrie

Det nævnes ofte i debatter at de søfarende ombord i DIS-skibe er skattefrie, det er ikke korrekt. I stedet er det sådan at den skat som sømanden skulle have betalt, tilfalder rederiet hvor sømanden er ansat. Lige så utroligt som det lyder, lige så rigtigt er det.

Skatteministeriet bryder EU regler for statsstøtte

Skatteministeriet har ved henvendelser oplyst, at deres tal for omkostningen er behæftet med stor usikkerhed, det gælder således også for de tal Vismændene baserer deres kritik på. For det første må det være rimeligt at vi som borgere kender omkostningerne og for det næste er det i direkte modstrid med EU- statsstøtteregler at der ikke laves en præcis opgørelse. Andre lande som f.eks. Tyskland laver en sådan opgørelse, så når Skatteministeriet ikke mener man kan i Danmark, virker det mest af alt som uvilje.

Intet rederi er tvunget ind i Tonnageskatten

Flere argumenterer med, at diskussionen om støtteordninger blot skyldes et par  gyldne år for branchen. Lad os minde om at intet rederi er tvunget ind i Tonnageskatten – alle har selv valgt det. Det må blive set som attraktivt i branchen da meget tæt på 100% af rederier har tilvalgt ordningen.

Den høje andel af tilvalg er ikke underligt.  Tonnageskatteordningen vil altid være fordelagtig for rederier, hvis de da har en fornuftig forretningsmodel der totalt set giver overskud over årene. Har de ikke det bør virksomheden lukkes, uanset beskatningsmodellen.

Der bliver også argumenteret med, at da Tonnageskatten er en fast årlig vægtafgift og ikke en variable omkostning/skat baseret på den aktuelle indtjening, så vil der være år med underskud hvor det enkelte rederi kommer til at betale mere end hvis man var beskattet efter almindelig virksomhedsskat. 

For årene 2014-2019 viser vores tal fra SKAT, at branchen i 4 år havde overskud, medens der var tab i 2 af årene. Total blev der i den seksårige periode tjent 118 milliarder før skat. Argumentet med de dårlige års omkostninger holder altså ikke ved et nærmere eftersyn og så har vi ikke set på de seneste to års rekordoverskud -og indtjening som er fortsat ind i 2022.

Ser man f.eks. på Maersk, som nok er det mest ekstreme eksempel, men målt på investeret kapital ikke helt unik er et godt skøn, at den ”sparede skat” ved tonnageskatten alene i 1. kvartal 2022 nok er højere end den eventuelle for “højt betalte skat” i alle de år som rederiet har haft dårlige resultater i de seneste 20 år.

Hertil skal lægges den store besparelse rederierne opnår, uanset det økonomiske resultat, ved at bruge DIS ordningen. 

Behov for nye og opdaterede statistikker og beregninger

Vi håber at Vismændenes kritik er første skridt mod at nationalbankens 2010 analyse gentages. Vi håber også, at der bliver udarbejdet en reel beskæftigelse statistik, som viser den reelle udvikling i dansk beskæftigelse ombord i skibene siden DIS-ordningen blev indført, renset for de udvidelser af ordningen som siden er gennemført. Endelig mener vi, at Skatteministeriet skal forpligtes til at lave en beregning af, hvad Tonnageskat og DIS-ordning koster samfundet. Kun på den måde kan vi få en oplyst debat om samfundet mister eller vinder på statsstøtten til rederierne. Det er på tide at de danske politikere hjemtager søfartspolitikken fra Amaliegade, og ikke lader sig true af bomben som hver gang hives frem – så flager vi ud.