Tre gange rekordoverskud og tre gange ekstrem lav skat. Forårets strøm af flotte resultater fra rederibranchen fortsætter
Der ser ikke ud til at være en ende på de rekordstore overskud som rederibranchen i disse uger rapporter om for deres 2021, resultater, senest har vi set rederiet Norden der for nyligt har annonceret et overskud på 1,35 milliarder kr. Rederiets største overskud i 11 år.
Store overskud, men næsten ingen skat
Nordens overskud, som var næsten dobbelt så stort som i 2020, endte dog med, at rederiet betalte mindre i skat end året før, hvor overskuddet kun var halvt så stort. Helt præcist betalte Norden kun 3% af overskuddet i skat. Og rækken af skattebegunstigede overskud er fortsat med;
Lauritzen Bulkers A/S der har annonceret et rekordoverskud på 890 millioner kr. og en skat på kun 3%.
Rederiet Ultrabulk A/S har også rapporteret et rekordoverskud på 510 millioner kr. og en skat på kun 2,2%.
Grunden til den lave skat, som for alle andre danske virksomheder ville have været 22%, skyldes at rederierne betaler en speciel lav skat under den såkaldte Tonnageskatteordning. Rederierne modtager med andre ord milliard støtte fra samfundet, da man i national økonomi ikke skelner mellem direkte eller indirekte tilskud gennem f.eks. skatte- og afgiftsfritagelser.
Selvfølgelig benytter erhvervet sig af de rammevilkår som politikerne stiller til rådighed
Vi mener på ingen måde, at man kan klantre de danske rederier for, at de udnytter de muligheder der stilles til rådighed for dem af vores politikere. Deres ledelser er sat i verden for at maksimere udbyttet af indsatsen. Vi mener imidlertid ikke, at der er gode belæg for de samfundsmæssige tab som tonnageskatten og DIS-loven giver. Men vi tvivler på, at regeringen og socialdemokratiet ved hvad de har gang i.
Den tidligere skatteminister Morten Bødskov, den nuværende Jeppe Bruus og socialdemokratiets erhvervsordfører glæder sig over de manglende skattebetalinger
Den tidligere skatteminister Morten Bødskov, den nuværende Jeppe Bruus og socialdemokratiets erhvervsordfører Orla Hav har alle i forskellige sammenhænge været ude at støtte rederierhvervets ualmindelige lempelige beskatningsvilkår. De siger; at de glæder sig over at erhvervets evne til at konkurrere.
Vi spørger- hvorfor skal f.eks værfter, udstyrsproducenter og leverandører til skibsfarten så ikke også undtages for at betale skat
I virkeligheden kunne vi fortsætte listen over virksomheder der er udsat for hård international konkurrence. Vi spørger stilfærdigt, når nu ingen journalister har gjort det – hvad er det næste erhverv som skal undtages for at betale til vores fælles husholdning. Når argumentet er at kunne klare sig godt i den internationale konkurrence, er der i vores optik ikke mangel på kandidater, men måske snarere på slagkraftige lobby organisationer.
Vi mangler et svar fra de tre herrer, og bemærker at deres CV’er alle har et rungede fravær af erhvervserfaring. Bare med den mindste erfaring, i stort set hvilket som helst dansk erhverv, ville de vide, at konkurrencen er knivskarp – de ville også vide, at man ikke bliver knivskarp af at leve på statsstøtte.